20.05.2012 16:30:32

Om investering i forening

Grundfilosofien bag en investeringsforening er, at når mange går sammen opnår man en bedre spredning. Ved at samle midlerne i en større portefølje, kan investeringerne opnå en spredning på mange forskellige værdipapirer, hvilket er med til at begrænse risikoen på den samlede portefølje.

At placere formuen i en investeringsforening er ofte den bedste løsning for investorer, der hverken har tilstrækkelig tid eller lyst til selv at følge med i markedsudviklingen.

Investor kan få adgang til porteføljen i en given afdeling ved at investere i ét værdipapir - investeringsbeviset. Det dokumenterer ejerskabet til en andel af den pågældende afdelings formue.

Foreningen tilbyder flere forskellige afdelinger, som investor kan benytte til at sammensætte en portefølje, der harmonerer med investors profil og behov. Hér spiller flere personlige forhold ind:

- Økonomi
- Risikoprofil
- Investeringshorisont
- Beskatning

Det anbefales at kontakte sin rådgiver i banken forud for køb/salg af investeringsbeviser. Investor kan udtræde af foreningen ved at sælge sine investeringsbeviser. Investeringsbeviserne er noterede på NASDAQ OMX, Copenhagen.

De enkelte afdelingers profil er yderligere beskrevne i afdelingernes prospekter.

Etik
Udgangspunktet for Lån & Spar Invests aktieinvesteringer er, at de tilpasser sig love, etik og moral i de lande og på de markeder, hvor de selskaber, der investeres i, virker. Det indgår derfor som en integreret del af foreningens investeringspolitik at vurdere de etiske temaer, der knytter sig til enhver aktieinvestering. Vurderingen sker ud fra en aktiv dialog med foreningens investeringsrådgivere om varetagelse af de etiske forhold.

Lån & Spar Invest køber ikke aktier i virksomheder, der bevidst og gentagende bryder regler, der er fastsat af nationale myndigheder på de markeder, hvor virksomheden arbejder, eller af internationale organisationer med Danmarks tiltrædelse.

Lån & Spar Invest køber ikke aktier i virksomheder i lande, som er genstand for handelsblokade, der er vedtaget af FN eller EU og er tiltrådt af Danmark.

Investeringsforeningen Lån & Spar Invest og Investeringsinstitutforeningen Lån & Spar MixInvest, Invest Administration A/S
Falkonér Allé 53, 3., 2000 Frederiksberg, tlf.: +45 38 14 66 00, fax: +45 38 14 66 09, E-mail: email@invest-administration.dk, © Lån & Spar Bank A/S.